Sømand fra Svendborg: Selvsejlende færger vil styrke turismen og bosætningen i det sydfynske øhav

Søren Vinther Hansen. (Foto: PR/NextGen Robotics)
dato

Forestil dig, at du bor på en af de sydfynske øer. Du står på fastlandet og vil gerne hjem. I stedet for at tjekke fartplanen, bestiller du færgen via din mobil, og så er den på vej.

For dem, der allerede bor på en ø, lyder det som en drøm – for dem, der overvejer at bo på en ø, lyder det som det sidste skub, der kan tænde drømmen. Og teknologien er her sådan set allerede.

Det fortæller den rutinerede sømand og ph.d. Søren Vinther Hansen, der har virksomheden Vesops i Svendborg, og som lige siden begyndelsen har været en stor del af det sydfynske udviklingsprojektet MARS (Maritime Autonomous Relialble Systems), der er en del af det fynske erhvervsfyrtårn NextGen Robotics.

”Det er en såkaldt ”ferry on demand”. Du behøver ikke have en fast fartplan, hvor du måske nogle gange ligger og sejler halvtomt, men i stedet sejler, når der er et behov. Den teknologi er der. Du kan sagtens sætte sådan en færge i søen, og den gør alt det, den skal, men lovningen er der ikke. Den tillader ikke, at der er en ubemandet færge, der sejler rundt i Svendborg Sund. Det er lovningen ikke klar til,” siger han i podcasten ”Robotterne Kommer”, der er udgivet af NextGen Robotics.

I MARS-projektet arbejder man blandt andet på at skabe testfaciliteter, så man på sigt kan gøre kystnær autonom sejlads lovlig. For den slags er nødt til at begynde lokalt, siger Søren Vinther Hansen i podcasten.

”Det her skal startes lokalt. Det at forestille sig et skib, der sejler over Stillehavet uden nogen om bord, det er kæmpe. Men det er måske lettere at forestille sig en, der sejler 300 meter frem og tilbage. Det kan bedre lade sig gøre at starte der, og det er nok også det, man kommer til at se – indtil man får alle de erfaringer ind, som man har brug for at ændre lovgivningen.”

Og perspektiverne er store for et område som sydfyn, vurderer Søren Vinther Hansen.

”Tænk på Skarø og Drejø, som forbindes af én stor færge i en fartplan. En færge, der kan have en lastbil og en traktor med, men ofte er der kun behov for at transportere mennesker. Der ville det blive meget mere fleksibelt at bo på en ø, hvis man vidste, at man kunne komme til og fra, når der var behov for det,” siger han.

Søren Vinther Hansen nævner også de forbedrede vilkår for turismen. Blandt andet ville det give helt nye muligheder for cykelturisme på de sydfynske øer.

Hør hele podcasten i din foretrukne podcast-app eller besøg nextgenrobotics.dk

”Robotterne Kommer” er udgivet af det fynske erhvervsfyrtårn NextGen Robotics, der er støttet af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Kilde: Erhvervshus Fyn
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.