Omkring 45.000 unge i Danmark står i dag uden job og uddannelse. Erfaringer viser, at stærke fællesskaber kan være et vigtigt skridt på vejen videre.
Derfor har elever på FGU Syd- og Midtfyns skole i Svendborg skabt deres egen klub After Vibes – udviklet af de unge selv og for de unge. Her mødes de til aktiviteter, fællesskab og planlægning af nye oplevelser i lokalområdet. Elever fra skolens forskellige hold har selv indrettet lokalet, designet klublogo, lavet samværsregler og planlagt aktiviteter – fra kursus i gelnegle og pizzaaftener til padeltennis.
Klubben er etableret i samarbejde med Modstrøm – Foreningen for FGU-elever og unge omkring FGU, FGU Syd- og Midtfyn, Ungdommens Røde Kors og FGU Danmark som en del af en national indsats for unge uden job og uddannelse.
Rollespil styrker samarbejde og selvtillid
En af de mest populære aktiviteter er bordrollespil. På elevernes initiativ er der oprettet to rollespilshold, som mødes onsdage i lige uger. Rollespil giver de unge mulighed for at prøve sig selv af i nye roller, samarbejde om at løse udfordringer og træne både kommunikation og lederskab – alt sammen i et trygt fællesskab. Det er netop nogle af de kompentencer, de senere skal bruge videre i livet. Game Master Bastian Bergholdt uddyber:
“I rollespillet dyrker vi en kultur, hvor vi gør os umage med at være nærværende, for det er ikke en selvfølge. Der er ikke noget, der slår den stolthed, jeg føler, når jeg ser en ung udvikle sig for øjnene af mig. Når de begynder at lytte aktivt, være nysgerrige på hinanden og på verden, så sker der noget særligt. Vi får øjnene op fra skærmen og ser hinanden i øjnene”
Ifølge en af klubbens unge grundlæggere, Emma Sørensen, er det både sjovt og givende at spille rollespil. “Jeg synes det er en god måde at overskride nogle grænser og prøve nye ting af i et trygt fællesskab” fortæller hun.
Klub med aktiviteter, fællesskab og frivillighed
Klubben After Vibes holder åbent torsdage i ulige uger kl. 14.00–19.00, hvor de unge kan mødes, hænge ud og planlægge aktiviteter sammen – både i klubrummet og i lokalområdet.
I den kommende tid planlægger de blandt andet aktiviteter med boksning, friluftsliv og fisketure. Derudover er klubben ved at etablere samarbejde med lokale kulturinstitutioner som Harders Konsulat og Ø-festival, hvor eleverne skal prøve kræfter med frivilligt arbejde.