Georg Stage kommer til Svendborg 6.-9. juni

Georg Stages rat, hvor elever styrer skibet. (Foto: airview.dk)
dato

Verdens ældste sejlende søfartsskole og verdens ubetinget smukkeste skib lægger vejen forbi Svendborg på vej til Allinge. Det er langt fra første gang skibet kommer forbi, men besætning og elever glæder sig meget til at komme tilbage til den gamle søfartsby.

Et skoleskib er en uddannelse, hvor man bliver uddannet til at varetage et job i Det Blå Danmark. Siden 1882 har Skoleskibet Georg Stage sejlet på den måde.

Årets elever - blandt andet fra Svendborg - begyndte deres uddannelse på Holmen i København i februar. Siden har de øvet sig i Isefjorden, de har besøgt Thyborøn, Portsmouth, Vigo og Hamborg. De har krydset Biscayen to gange og er gået fra at være børn til at være voksne og om godt en månd er de også uddannede søfolk og kan begynde at arbejde.

Eleverne kommer fra hele landet og har alle mulige baggrund. De er forskellige på alle måder og den typiske er Georg Stage-elev er netop atypisk. Det er helt almindelige unge, som drømmer om et liv til søs - og det får det. 95% af Georg Stages elever gennemfører togtet og 99,9% kommer efterfølgende i uddannelse eller arbejde. Det er meget gode tal.

Hvor ender eleverne så? Nogen sejler gods på Grønland, nogen går til flåden, nogen sejler sejlskib, nogen sejler færger og rigtigt, rigtigt mange bygger de havvindmøller, som skal være kernen i fremtidens grønne energiforsyning. Men alle kommer de i arbejde.

Georg Stage er i Svendborg fra 6. - 8. juni 2024. I løbet af disse dag kan man se skibet fra kajen og mellem 12.00 og 20.00 snakke med vores personale, som gerne fortæller om skibet og om de muligheder for maritim uddannelse til matros, skibsfører eller maskinmester, som er tilgængelige rundt omkring i Danmark.

Hver aften mellem 18.00 og 20.00 kan man komme om bord på skibet og møde vore elever.

Ud over de offentlige arrangementer laver søfartsskolen arrangementer sammen med SIMAC, Svendborg Søfartsskole og Marstal Navigationsskole under besøget - og har skoleklasser og UU-vejledere om bord.

Når skibet forlader Svendborg går det til Allinge for at forsøge at overbevise Danmarks politikere om, at de to skoleskibe (Skoleskibet Danmark og Skoleskibet Georg Stage) også i 2025 skal have lov til at sejle to togter. Lykkedes det ikke, så halveres antallet af unge, som får gavn af skibet og rederierne efterlades uden medarbejdere. Se nærmere i vedlagte link. Vi håber, at politikerne kan se fornuften og sikrer brugbare arbejdsvilkår for skoleskibene i fremtiden.

Skibet afgår søndag formiddag fra Svendborg. Det præcise tidspunkt afhænger af vind og vejr.

Kilde: Stiftelsen Georg Stages Minde
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.