BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du facilitere mangfoldige læringsmiljøer, der understøtter alle børns deltagelse, trivsel, læring, udvikling og dannelse indenfor 0-6 års området? Og ønsker du at gøre en særlig forskel for børn i udsatte positioner?
Om jobbet
Du vil blive ansat i et lokalt kompetenceteam, som i Østerdalen består af to kompetencepædagoger. Det lokale kompetenceteam er tilknyttet et dagtilbudsområde, og du vil referere til Dagtilbudslederen for det område, du ansættes i.
Det lokale kompetenceteam samarbejder med pædagogiske teamledere og medarbejdere i seks-syv kommunale børnehuse samt selvejende og private børnehuse i en afgrænset periode om fastlagte mål for udvikling af mangfoldige læringsmiljøer og understøttelse af børn i udsatte positioner.
I samarbejdet med pædagogiske teamledere og medarbejdere skal du bidrage til kapacitetsopbygning af børnehuset, så der sker et fagligt løft af kvaliteten i den pædagogiske praksis. Som kompetencepædagog skal du bidrage med nye og nysgerrige perspektiver til løsning af pædagogiske udfordringer og kunne kvalificere det pædagogiske arbejde.
Dine opgaver vil bl.a. bestå i:
- At udvikle og motivere arbejdet med børn i udsatte positioner; herunder at skabe deltagelsesmuligheder med afsæt i det enkelte barns kompetencer og børnegruppens behov
- Observation, planlægning og understøttelse af mangfoldige læringsmiljøer samt udarbejdelse af handleplaner
- Facilitere sparring og faglige dialoger med pædagogisk teamleder og medarbejdere
Du vil deltage i sparringsmøder med eget lokale kompetenceteam samt i pædagogfaglige netværksmøder med øvrige kompetencepædagoger fra de andre dagtilbudsområder.
Om dig
Vores forventninger til dig:
- Du er uddannet pædagog og har en høj faglighed, som du kan sætte i spil i udviklingen af mangfoldige læringsmiljøer
- Du har faglig erfaring med børn i 0-6 års alderen og gerne relevant efteruddannelse på diplomniveau eller andre relevante kurser – fx viden om NEST, neuroaffektiv pædagogik og Tryghedscirklen
- Du reflekterer både over egen og andres praksis og tager altid afsæt i et barneperspektiv
- Du er anerkendende, engageret og initiativrig og kan skabe tillidsfulde samarbejdsrelationer
- Du arbejder systematisk og kan planlægge, udføre og evaluere udviklende forløb i pædagogisk praksis
- Du kan arbejde selvstændigt og tage ansvar samt er fleksibel og kan justere dig afhængigt af opgaven
Dagtilbud Østerdalen
Du vil blive tilknyttet 7 kommunale børnehuse Gudbjerg, Gudme, Hesselager, Oure, Skårup og Gambøt og Eriksholm på Thurø. Derudover skal vi understøtte 2 private institutioner.
Vi vægter fællesskabet også på tværs og arbejder således på at opnå en stærk vi-kultur både i det enkelte børnehus og på tværs af børnehusene. Vi står skulder ved skulder og arbejder således med at dygtiggøre os hver for sig og på tværs. På tværs har vi læringsgrupper og 2 sociale arrangementer.
Dagtilbud i Svendborg Kommune
Dagtilbud i Svendborg Kommune består af fem dagtilbudsområder, hvor det ene område er Dagplejen. De fire øvrige dagtilbudsområder har hver seks-syv børnehuse.
I Svendborg Kommune arbejder alle dagtilbud ud fra et fælles værdisæt, hvor ’En barndom i bevægelse’ er et centralt begreb. Den fælles retning er beskrevet i ’Vision, Mission og Fælles pædagogisk grundlag’ og finder her.
I vores dagtilbud har vi ambitioner på alle børns vegne. Vi går foran, bagved og ved siden af børnene, mens de vokser, leger, lærer og udfolder sig. Her kan børn skabe sig og have en barndom i bevægelse.
Vi har betydning i børns liv. Med afsæt i de voksnes faglige fællesskaber og gode relationer, skaber vi en hverdag, hvor børn og voksne trives.
Den gensidige respekt på tværs af fagligheder og vores åbenhed for nye ideer er grundlaget i det gode arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden og udvikler os sammen. På de svære dage rykker vi sammen i bussen.
’Det bedste er, når man har nogen at lege med’. Det synes børnene, og det synes vi voksne også.
Svendborg Kommune som arbejdsplads
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Kontakt os
Du er meget velkommen til at kontakte os i Østerdalen, hvis du har spørgsmål eller ønsker flere oplysninger om arbejdet som kompetencepædagog.
Kontakt:
Dagtilbud Østerdalen: Dagtilbudsleder Mai-Britt Strøm – 29 60 26 18
Løn- og ansættelsesforhold
Du ansættes på 35 timer med mulighed for ansættelse på fuldtid.
Tiltrædelse d. 1. august 2024.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst med BUPL.
Der indhentes straffe- og børneattest på den ansøger, som bliver ansat.
Ansøgningsfrist og samtaler
Stillingen søges elektronisk, og du bedes vedhæfte eksamenspapirer, relevante bilag og referencer.
Ansøgningsfrist er torsdag d. 20.06 2024, og vi forventer at afholde samtaler tirsdag d. 25.06 2024.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Svendborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Svendborg Kommune, Grubbemøllevej, 22, 5700 Svendborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6068166