Er du studerende og drømmer du om at arbejde med kommunikation og internationale opgaver? Vil du være en del af et ministerium, hvor uddannelse og forskning er i fokus? Og drømmer du om et studiejob, hvor du får ansvar, udfordringer og mulighed for at bruge din uddannelse? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i Svendborg
Vi skaber fundamentet for fremtiden
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.
Om stillingerne i Kontoret for Internationale Uddannelsesprogrammer og Bevillingsadministration i Svendborg
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen søger to studentermedhjælpere til Kontoret for Internationale Uddannelsesprogrammer og Bevillingsadministration i Svendborg.
Den ene stilling er inden for området for Grundskole, Ungdoms- og Voksenuddannelse, hvor du skal bidrage til administration af internationale uddannelsesprogrammer såsom Erasmus+ og Nordplus. Opgaverne består først og fremmest af forskellige administrative arbejdsopgaver og kontakt med tilskudsmodtagere og ansøgere.
Den anden stilling er inden for ungdomsområdet, hvor opgaverne først og fremmest vil være kommunikation i relation til Eurodesk, som er et europæisk netværk, der indsamler og videregiver information om udlandsophold, programmer og ordninger med unge som målgruppe. Det sker blandt andet gennem hjemmesiden Gribverden.dk og tilhørende sociale medier.
Vi har brug for studentermedhjælpere, der kan indgå som selvstændige og kvalitetsbevidste medspillere i et kontor med ambitiøse, dedikerede og hjælpsomme kolleger.
Arbejdsopgaverne er mangeartede og varierer inden for de to stillinger, men omfatter bl.a.:
- administrative opgaver og ad hoc-opgaver for Erasmus+ og Nordplus
- medvirke til planlægning og gennemførelse af arrangementer
- bidrage til kommunikation via web, SoMe og informationsmaterialer
- arbejdsopgaver relateret til grafik, layout, videoproduktion og lignende
- besvare henvendelser på dansk og engelsk fra danske og udenlandske borgere, herunder interesserede fra uddannelsessektorerne
Er du vores nye kollega?
Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse inden for f.eks. samfundsvidenskab eller humaniora, og at du har mindst ét år tilbage af studiet.
Desuden lægger vi vægt på, at du:
- er dygtig til at skrive, både mindre artikler og tekster til web og behersker engelsk på et højt niveau i både skrift og tale
- har erfaring med administrative opgaver
- har erfaring med webredigering og kan bruge sociale medier til bl.a. markedsføring
- har et godt humør og mod på at løse mange forskelligartede opgaver i løbet af din arbejdsdag – også de praktiske
- er god til at samarbejde med andre omkring løsningen af dine opgaver, men også arbejde selvstændigt og kan overholde en deadline.
Du skal have mod på et udfordrende job i et miljø, hvor hverdagen er dynamisk og omskiftelig. Det er vigtigt, at du er selvstændig, fleksibel, serviceminded og opsøgende i forhold til opgaverne, og at du er omhyggelig og kvalitetsbevidst med det, du leverer.
En ambitiøs og social arbejdsplads
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur, med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i vores travle hverdag. Du bliver endvidere en del af et kontor, hvor der er ansat 10-12 andre studenter, og hvor der også er fokus på sociale arrangementer.
Løn og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 15 timer om ugen, der som udgangspunkt er fordelt på to til tre faste hverdage med fremmøde. De faste dage aftales, så det passer med dine studier. Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriet efter overenskomst mellem Finansministeriet, OAO-S-Fællesoverenskomsten og HK-overenskomsten.
Arbejdsstedet vil være Jessens Mole 12, 5700 Svendborg med forventet tiltrædelse 1. januar 2025 eller snarest derefter.
Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte:
- Områdeleder Sune Weile (Grundskole, Ungdoms- og Voksenuddannelsesområdet) via e-mail scw@ufm.dk eller på telefon 72 31 80 44
- Fuldmægtig Ditte Lauritzen (Grundskole, Ungdoms- og Voksenuddannelsesområdet) via e-mail dlm@ufm.dk eller på telefon 72 31 83 06
- Webredaktør Line Clemmensen Stage (Eurodesk / Grib Verden) via e-mail lcs@ufm.dk eller på telefon 7031 8942
Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Din ansøgning inkl. CV og eksamenspapirer skal være uploadet senest 2. december kl. 12.00.
Vi forventer at holde samtaler i uge 50.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Nydansker.
Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen løfter vi en bred portefølje af faglige og administrative opgaver og projekter, der understøtter videreudvikling af dansk forskning, videnbaseret innovation og en løbende kvalitetsudvikling på de videregående uddannelser i et godt internationalt samspil på både forsknings- og uddannelsesområdet. Det sker i tæt dialog med de videregående uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører med afsæt i dyb faglighed på de relevante områder. Styrelsen har også ansvaret for den ordinære uddannelsesstøtte (SU) og en række andre særlige støtteordninger for uddannelsessøgende samt ansvaret for drift og udvikling af SU-systemer, studieadministrative it-systemer mv.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Svendborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Uddannelses- og Forskningsministeriet, Jessen Mole, 5700 Svendborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-12-2024;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6154009