Har du stærke ledelsesmæssige og strategiske kompetencer, og vil du – sammen med den øvrige direktion – stå i spidsen for den fortsatte udvikling af en kompleks og samfundskritisk opgave, der bidrager til retvisende og gennemskuelige ejendomsvurderinger samt korrekt ejendomsbeskatning? Vi leder efter en underdirektør, der kan sikre solid driftsstyring, høj kvalitet og overholdelse af frister samt bidrage til en stabil og velfungerende driftsorganisation for vores driftscenter på Fyn.
Nøgleposition med ansvar for vejledning og korrekt ejendomsbeskatning
Som underdirektør for området Ejendomsbeskatning og Vejledning får du det samlede ansvar for, at borgere og virksomheder får en effektiv og korrekt vejledning, og at sager afledt af det nye vurderingssystem bliver behandlet med høj kvalitet inden for de fastsatte frister. Det gælder blandt andet låneordninger, efterregulering, tilbagebetalingsordningen samt nye boligskatteregler.
Derudover kommer du til at have fokus på din interne værdikæde for at sikre en robust og driftssikker organisation, hvor du skal samle ledere og medarbejdere om en fælles retning og stærk opgaveløsning. Stillingen giver mulighed for at præge den fortsatte udvikling af området og være tæt på den faglige kerne i opgaven. Området har en række hovedopgaver, som bl.a. omfatter:
- Med udgangspunkt i det fælles forvaltningsretlige og beskatningsfaglige grundlag at sikre effektiv og ensartet sagsbehandling samt resultatskabelse, herunder strategiske forbedringer i driften
- Sikre stærk ledelses- og eksekveringskraft samt opbygge et velfungerende lederteam med fælles retning i driftsorganisationen
- Sikre udmøntning af strategiske beslutninger til konkrete drifts- og produktionsplaner samt løbende opfølgning i driftsenhederne
- Sikre løbende kvalitetssikring og videreudvikling af administrationsgrundlaget gennem koordinering af ændringsforslag, feedback og test, samt understøtte kompetenceudvikling
- Overholdelse af frister bl.a. i forbindelse med vejlednings-, efterregulering- og tilbagebetalingsordningen
- Klar og tydelig kommunikation målrettet ejendomsejere og administratorer i forbindelse med vejledning og sagsbehandling.
Underdirektørområdet
Underdirektørområdet omfatter 15 enheder, som er placeret i Svendborg. Tre af disse er styrings- og procesenheder, mens resten arbejder med sagsbehandling og vejledning på ejendomsbeskatningsområdet.
Du får dermed det overordnede ledelsesansvar for tre kontorchefer og 9 funktionsledere samt ca. 240 dedikerede medarbejdere, som alle bidrager til sikre, at borgere og virksomheder vejledes om ejendomsbeskatning og dermed beskattes korrekt. Det kræver, at du kan drive både faglig udvikling og ledelse, samtidig med at du sikrer ensartet kvalitet, overholdelse af frister og løbende effektivisering. Målet er at opretholde og fortsat styrke driftsorganisationen med de nødvendige faglige kompetencer – nu og i fremtiden.
Om dig
Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau og solid erfaring med ledelse. Et indgående kendskab til driftsledelse, gerne i en matrixorganisation, samt erfaring med transitions- og implementeringsopgaver er en fordel, ligesom vi lægger vægt på, at du har indgående erfaring fra den offentlige sektor.
Derudover forventer vi, at du har stor strategisk og politisk tæft og kan navigere og trives i et politisk landskab med høj offentlig bevågenhed. Vi lægger vægt på, at du i samarbejde med dine underdirektørkollegaer, kan skabe overblik og etablere fælles retning samtidig med, at du har fokus på at håndtere komplekse problemstillinger og træffe svære beslutninger.
Du er en stærk kommunikator, der evner at kommunikere på alle niveauer i en organisation, ligesom du skaber stærke relationer både internt og eksternt. Du sætter klare mål og kan drive området fremad på motiverende facon, ligesom du involverer og udfordrer ledergruppen. Du er en aktiv bidragsyder til direktionens arbejde og insisterer på klar sagsfremstilling og beslutningsgrundlag. Du bidrager til tydeliggørelse og efterlevelse af processer og sikrer koordinering og prioritering af indsatserne.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 15. september 2026. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til H.M. Kongen.
Vi forventer at afholde 1. samtaler den 23. september. For kandidater, som går videre i processen, vil der være et testforløb med en personprofilanalyse og en logisk test. 2. samtaler forventes afholdt 30. september.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Anne-Sofie Jensen på telefon 7237 8695.
Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 2, svarende til lønramme 38. Stillingen forventes besat på åremål.
Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Bryghusvej 30, 5700 Svendborg, men der må forventes rejseaktivitet typisk med heldagsmødeaktivitet i Roskilde én dag om ugen.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen. Hvis du allerede er sikkerhedsgodkendt og bliver tilbudt stillingen, ønsker vi at overtage din sikkerhedsgodkendelse fra din nuværende arbejdsplads, hvis forudsætningerne for det er opfyldt.
Tiltrædelse 1. januar 2027 eller snarest herefter.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Svendborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Svendborg, Bryghusvej, 5700 Svendborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/e1deb992-09de-49b1-95c8-740190ca89ee