Retten i Svendborg indleder tirsdag den 20. oktober 2026 sagen mod en 25-årig mand, der er tiltalt for sextortion og grooming af i alt 68 børn.
Ifølge sagens anklageskrift har den tiltalte fået kontakt til børnene via det sociale medie Snapchat eller hjemmesiden OmeTV, der er en chat-roulette, hvor man hele tiden får nye ”chat-personer” frem.
Børnene har primært været i alderen 11 til 14 år.
Der er rejst tiltale for, at den tiltalte har formået børnene til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, og i enkelte tilfælde at børnene skulle gøre noget seksuelt sammen med andre. Ifølge tiltalen har den 25-årige via internettet set med live, eller også er der efterfølgende blev sendt billeder/videoer fra børnene til den tiltalte.
I nogle af tilfældene har de seksuelle handlinger også involveret dyr.
Ud af de 68 børn er 27 identificeret. Der er tale om børn fra hele landet og enkelte fra udlandet.
Den tiltalte har været varetægtsfængslet siden marts 2025 og nægter sig skyldig.
Af hensyn til børnene forventes store dele af retssagen at blive afviklet for lukkede døre.
Der er berammet 15 dage til hovedforhandlingen, og der forventes dom til december.
Fyns Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer.
Fyns Politi linker herunder til vores egen side om forebyggelse af sextortion, og vi anbefaler alle forældre at læse informationerne på siden, og ikke mindst tage en snak med deres børn om sikker adfærd og grænser på internettet.
https://politi.dk/anmeld-kriminalitet/digitale-seksualforbrydelser/forebyg-sextortion