Nyheden er fra Svendborg Basketball Club
Eleverne på Svendborg Hel-dagsskole spiller basketball som en del af undervisningen
Svendborg Basketball Club har i samarbejde med Svendborg Heldagsskole startet et basketballhold, hvor skolens elever spiller basketball som en del af undervisningen.
"Eleverne på Svendborg Heldagsskole er gode kamerater både uden for og inden for banen."
Samarbejdet skal give skolens elever en mulighed for at gå til idræt, og samtidig vise dem glæden og fællesskabet ved at være en del af en idrætsforening.
”Eleverne på Svendborg Heldagsskole er normalt begavede børn og unge i alderen 7-13 år, der i kortere eller længere tid har et behov for et særligt skoletilbud på grund af følelsesmæssige og sociale vanskeligheder. De kan derfor også have svært ved at være en del af foreningslivet,” siger Heidi Bruun, pædagog på Svendborg Heldagsskole.
I foråret 2018 blev der afholdt et informationsmøde i Svendborg Idrætscenter, der havde til formål at skabe samarbejder mellem skoler, institutioner og foreninger i Svendborg, og det var her, at Svendborg Heldagsskole og Svendborg Basketball Club blev matchet op.
”Tanken bag samarbejdet er at give nogle ’udsatte’ unge i samfundet en tilknytning til en forening, som de nok på nuværende tidspunkt ikke vil få andre steder,” siger Karin Olsen, formand i Svendborg Basketball Club.
Børnene skal opleve glæden ved foreningslivet og glæden ved fællesskabet
Mange af de børn og unge som har det svært socialt i skolen, går heller ikke til en idræt. I forvejen har de vanskeligheder ved at indgå i relationer og større sammenhænge, og det ligger derfor langt væk fra dem at gå til en idræt.
”Vi vil gennem samarbejdet med Svendborg Basketball Club åbne op for, at eleverne kan blive en del af foreningslivet på lige vilkår, som de andre medlemmer. Dog i rammer der for eleverne er trygge, og derfor kommer deres basketballtræning i første omgang til at foregå i skoletiden,” siger Heidi Bruun.
Det er en træner, Liam Potter, fra Svendborg Basketball Club, der kommer og underviser eleverne, og han ved præcis, hvordan en træning skal struktureres for børn og unge.
”Det er vigtigt, at vi møder børnene i øjenhøjde og på et niveau, som de kan være med på. Jeg ved, hvad det har betydet for mig at indgå i et fællesskab i en forening, og den glæde ønsker jeg at vise de unge mennesker – hvilken positiv virkning venskaber og relationer om en fælles interesse har,” fortæller Heidi Bruun.
Gode oplevelser med idræt har allerede givet succes
Langt de fleste børn og unge i Svendborg Heldagsskole har oplevet at føle sig ekskluderet i folkeskolen såvel som i fritiden, og derfor har mange af eleverne følelsesmæssige ar på sjælen.
”Vi skal give børnene nogle gode oplevelser med idræt. Allerede nu, fem uger inde i vores samarbejde, er der faktisk to elever fra Heldagsskolen, der er begyndt at spille basketball på et aldersvarende hold i Svendborg Basketball Club i samarbejde med forældrene,” siger Heidi Bruun.
Projektet er allerede en succes blandt eleverne på Svendborg Heldagsskole, hvor de spiller basketball med hinanden i frikvarterene. Heidi Bruun håber, at lignende kan ske i alle idrætsgrene og foreninger landet over.
Udgivet på dgi.dk8 oktober 2018